november 2025

Valgkampagnedesign til Ann Maria Tjagvad

Ann Maria Tjagvad kom til mig med et ønske om at få sine budskaber ud i bybilledet op til kommunalvalget 2025 i Vallensbæk. Min opgave var at omsætte hendes vision og ønsker til grafiske materialer, der både kunne være personlige og passe ind i Det Konservative Folkepartis visuelle identitet.

Kampagneflyer for Ann Maria Tjagvad med hendes portræt, hendes mærkesager og de konservative farver i grønt og hvidt
Flyeren Ann delte ud i gaderne i Vallensbæk.

Fra idé til materiale

Ann ønskede at fremstå lys og venlig, men stadig tydeligt forbundet med partiet. Jeg tog derfor udgangspunkt i partiets designguide og arbejdede med lyse billeder, farver og en luftig opsætning.

Ud fra det visuelle udtryk udviklede jeg en folder og en flyer til uddeling. Fokus var på at skabe en rød tråd mellem materialerne, så Ann var let genkendelig, uanset hvor man mødte kampagnen. Samtidig arbejdede jeg med hierarki og placering af budskaber, så informationen var nem at afkode og hurtigt kunne fange opmærksomheden i en travl valgkamp.

Mockup af folderen: forsiden med Anns portræt ved siden af det åbne opslag

Det tager jeg med

Projektet gav mig erfaring med at arbejde for en rigtig kunde og omsætte personlige ønsker til grafiske løsninger inden for en eksisterende designguide. Som mediegrafiker skulle jeg både tænke på visuel identitet, målgruppe, typografi og produktion, samtidig med at materialerne skulle fungere i den virkelige verden.

Ann blev valgt ind i byrådet i Vallensbæk med 251 personlige stemmer.

Folderens indvendige opslag med billeder fra Vallensbæk og Anns lokale mærkesager